Digitaliseringsministeren besøger Center Denmark til dialog om fremtidens digitale forsyningssektor

24. maj. 2024

Center Denmark bød Digitaliseringsminister Marie Bjerre velkommen til en dialog om fremtidens digitaliserede forsyningsektor. På dagsordenen var de udfordringer, vores forsyningssektor står overfor, samt de omfattende uforløste potentialer, digitalisering og databrug kan resultere i.

Digitaliseringsministeren besøger Center Denmark til dialog om fremtidens digitale forsyningssektor

Under besøget fik ministeren indblik i nogle af de problemstillinger, forsyningsbranchen står overfor, og hvad Center Denmark gør for at adressere udviklingspotentialet. Som non-profit og uafhængig aktør er Center Denmark én af dem, som arbejder for at fremme udviklingen af en datadrevet og mere sammenhængende forsyningssektor. 

Uudnyttede potentialer for billigere energi og grøn omstilling 

En datadrevet forsyningssektor har enorme potentialer både i form af store, konkrete besparelser samt en hurtigere overgang til grøn energi. F.eks. vil en datadrevet fjernvarmedrift alene kunne give besparelser på op mod 1 mia. kroner årligt. Og ligeledes vil en databaseret tilgang til udbygningen af elnettet kunne give besparelser på 16 mia. kroner årligt, bl.a. ved at udjævne forbruget af strømmen i elbiler. Man vil herudover også kunne reducere de samlede CO2-udledninger med millioner af tons. 


Grøn omstilling ikke mulig uden forsyningsdata 

Vi står over for en omkalfatring af vores forsyningssystem. Den grønne omstilling er højaktuel, og det kan i praksis ikke lade sig gøre uden adgang til forsyningsdata. Det er et faktum, at hvis vi driver forsyningssektoren som vi har gjort hidtil, kan vi ikke komme i mål med omstillingen. Det er for dyrt og alt for tidskrævende; der skal datadrevne løsninger til. Og med data kommer digitalisering, en mere sammenhængende forsyningssektor, og på sigt øget fleksibilitet på tværs af hele systemet. 

Under besøget blev det betonet, at vi aktuelt ikke udnytter vores bæredygtige energiressourcer fuldt ud. Den klassiske fortælling er vindmøller, som indimellem står stille – mod betaling. Et konkret eksempel på uudnyttet bæredygtig energi, som kan løses via en datadrevet tilgang til energiforsyning.  

Flere aktører, herunder Dansk Erhverv, Rådet for Energieffektiv Omstilling og Dansk Fjernvarme har tidligere påpeget nødvendigheden af ensartet data og behovet for adgang til forsyningsdata på tværs af både el, vand og varme. Og Center Denmark har bygget et bud på datainfrastruktur, som netop adresserer behovet for adgang og ensartethed.


Forsyningsdigitaliseringsprogrammet danner rammen om nødvendige forandringer

Et andet punkt på dagsordenen var det nyligt vedtagne Forsyningsdigitaliseringsprogram, som netop er iværksat for at adressere de udfordringer, der lige nu findes på tværs af forsyningssektorerne. Center Denmark sidder med i programmet i udvalget for Tværgående Arkitektur og Udvikling og vil være med til at sikre at datafrisættelse og datainfrastruktur kommer i spil.

 

Vækst og arbejdspladser følger med digitalisering i forsyningssektoren

Med innovationshub'en Digital Energy Hub vil en mere datadrevet forsyningssektor ikke kun resultere i grønnere og billigere energi, men også nye digitale løsninger, arbejdspladser og vækstpotentialer for danske virksomheder. Derfor er innovation en vigtig del af Center Denmarks ekspertise, og samarbejdsinitiativer udgør et stort fokus i organisationens dna.