Center Denmark præsenterer ny rapport om digitaliseringens rolle i forsyningssektorens grønne omstilling
04. nov. 2024
Forsyningssektoren står over for enorme udfordringer i den grønne omstilling. Øget efterspørgsel på bæredygtige energiløsninger og presset på infrastrukturen kræver, at vi tænker i nye baner. Center Denmarks impact-rapport adresserer problematikken på baggrund af vigtige indsigter i, hvordan digitalisering og datainfrastruktur kan fungere som en genvej til effektiv og bæredygtig drift.
Rapporten viser, at data og digitale løsninger kan optimere driften af både el- og fjernvarmesystemer samt udskyde behovet for dyre investeringer i ny infrastruktur. Gennem konkrete eksempler fra sektoren demonstreres det, hvordan anvendelse af realtidsdata, analyser og automatisering kan gøre det muligt for forsyningsselskaber at reducere energitab, minimere driftsomkostninger og opnå hurtigere tilpasninger til markedets krav.
I rapporten fremhæves også Center Denmarks rolle som ekstern data engineering-partner. Ved at levere en pålidelig dataplatform tilbyder vi forsyningsselskaber en skalerbar løsning til datarensning og kvalitetssikring, som letter deres egen IT-byrde. Det betyder, at selv mindre selskaber kan fokusere på innovation og strategisk udvikling fremfor teknisk databehandling.
Læs rapporten og bliv inspireret af, hvordan Center Denmark kan bidrage til den grønne omstilling gennem intelligent dataanvendelse og sektorkobling. Et partnerskab kan ikke kun reducere omkostninger, men også accelerere omstillingen til et bæredygtigt Danmark.